Jeg har tændt min duftlampe og kommet lavendel-olie i. Jeg lytter til reiki-musik. Jeg har taget en varm trøje på og sidder på vores pilates-bold. Jeg har lige gået en tur uden at lytte til podcast, uden formål om at blive ‘inspireret’ – blot med formålet om at gå, lytte og nyde min morgenkaffe..

Sætningen ’a calm nervous system is the sexiest thing you can wear’ kom til mig for nogle uger siden. Den blev ved med at komme på mine gåture ned til mosen og jeg ræssonerede mere og mere med den.. jeg fik lyst til at dele den med dig. Måske den også ræssonerer med dig? 

For et roligt, afbalanceret nervesystem ER sexet! Magisk. Dragende. Tiltrækkende. Lokkende. Vi vil alle have det, når vi ser det. Vi vil have en bid af den der indre ro, som vi sådan længes efter, når vi ser det hos andre.

Et stresset nervesystem er det, de fleste af os har. Et ubalanceret nervesystem. Hvor vi bruger det meste af tiden på at være højt i arousal (opmærksomhed), være på dupperne, (føle at vi skal) præstere. Hvornår har du sidst givet dig selv lov til at slappe helt af? Uden at præstere? Uden at være på? Bare VÆRE. Bare være dig alene med dine tanker, dine følelser, dine kropslige fornemmelser? 

Vores nervesystem har brug for at blive balanceret. Vi har brug for både sympaticus og parasympaticus. Sympaticus der får os på dupperne og op i arousal, når vi netop skal præstere. Parasympaticus der får os ned igen, ned i gear, ned i arousal, ned i hjertet. Parasympaticus der gør at vi blot kan være tilstede, lige nu og her og vide at det er nok. Vi har brug for begge. Den ene er ikke ‘bedre’ end den anden, men vi har brug for, at der er en balance.

Ligesom dyr der ryster deres lemmer, når de er blevet forskrækket eller har været oppe og slås, har vi brug for at ryste hverdagens stress af os. Men vi gør det bare ikke. Vi sidder og bekymrer os om fremtiden, hvad vi sagde i går om det mon gjorde vores veninde ked af det, om vores bækkenbund er stærk nok, om vi har nok sex med vores kæreste/mand, om vi burde være mere bæredygtige – uden at give os selv tid og lov til at ryste det af os. Helt fysisk. Alt det energi vi bruger på at bekymre os, ophobes i os, hvis ikke vi sørger for at cirkulere det i kroppen og give slip på det. Dans. Ryst dig. Hop. Løb. Gå en tur. Hvad end der sætter gang i dit system og får energien til at cirkulere.

Parasympaticus er vi NØDT til at blive venner med. Er vi nødt til at ELSKE lige så højt som sympaticus. Mange af os er SÅ vant til at være i sympaticus – være på, produktive, effektive, skabe, være i den maskuline energi – at når vi endelig har tid (og energi) til at være i parasympaticus – den legende, lette, modtagende, feminine væren/energi – kan vi slet ikke finde ud af det. Vi begynder at lægge vasketøjet sammen, tage opvasken, svare på mailes/beskeder, være produktive. Hvorfor? Føles det forkert at være ‘doven’? Føles det forkert ikke at være ‘produktiv’? Giv dig selv lidt tid til at tænke over – hvis du har svært ved at slappe af og give dig selv lov til at aktivere dit parasympatiske nervesystem – hvorfor du har så svært ved det?

Vores nervesystem har brug for hvile. Ikke kun søvn, men også hvile. Hvis vi vil integrere det vi lærer og de erfaringer vi får os, er vi nødt til at give vores hjerne og nervesystem lov til det, og det kan vi kun, hvis vi tør at give slip på at skulle være en masse og gøre en masse, og bare VÆRE. Være tilstede med det der er lige nu. Kigge ud i luften. Gå en tur uden formål. Uden stimuli udover naturen og fuglekvidder.

Tilbage til hvorfor det er mega sexet at have en roligt, velbalanceret nervesystem. Fordi det er her vi tør være os selv. Helt os selv. Det er her vi tør at være med det der er. Her vi tør at være sårbare. Ærlige. Autentiske. Det er her vi tager beslutninger fra hjertet. Det kan vi ikke når vi er stressede og sympaticus styrer showet. Så ryger vi op i hovedet og prøver at ‘regne den ud’ – som vi slet ikke kan. Også selvom vi tror vi kan.

Vi er blevet så trænet – i vores samfund – til at EEEELSKE det sympatiske nervesystem (og det er også smart og vigtigt for vores overlevelse). Men det er blevet så ekstremt at det nærmest bliver hyldet, når man falder om af stress fordi ‘man har gjort så meget og været så produktivt’. At det er ‘sejt’ at få stress (altså den deciderede diagnose) hvis det betyder at man har været en fantastisk mor, der altid henter sit barn kl. 14, bager boller når hun kommer hjem, brager den på arbejdet, hjælper alle sine kollegaer, altid ringer til veninder for at høre hvordan de har det og hvordan det gør, køber den perfekte gave til familiefødselsdagen, sørger for at hjemmet altid er rent og pænt og står klar til aftensex (og aftensmad) hver aften når kæresten kommer hjem.

Hvis man derimod får stress (igen, diagnosen) fordi man simpelthen ikke holder til samfundets krav samtidig med at man jonglere med at være en relativ nybagt familie plus gerne vil ses med venner og familie (fordi det er relationer der giver livet mening), så er det sgu ikke ‘sejt’. Så er det mere ‘ej, tag dig lige sammen. Vi andre kan klare det, så må du jo bare tage dig sammen og gøre som os andre!’

Det er selvfølgelig ikke alle steder man bliver mødt med disse holdninger, men de findes altså stadig. Mange steder. At det er os med et sensitivt nervesystem der er noget ‘galt’ med – ikke samfundet. At det er os der må ændre os – ikke samfundet.

Måske er det en mellemvej. Måske. Jeg kan mærke, at mit nervesystem ikke er gearet til den gamle måde at leve på. Jeg tror på, at der inden for meget få år bliver revurderet vores arbejdsliv og generelt måden at leve på. Og jeg tror, at ligesom vores økosystem lider (og på en måde også er i overdrive), så er det ikke mærkeligt at så mange går ned med stress og depression og angst. Vores økosystem og nervesystem – tror jeg – er tæt forbundet, og lider den ene, lider den anden også. Løsningen? Vi skal anerkender at vi ALLE har brug for RO. Kloden. Os mennesker.

Ro ser ud på forskellige måder for alle. Men fælles er at tempoet skal ned. Det er ok at være langsom. Det er ok at skabe lidt men godt, fremfor meget og i dårligere stand. Og så skal vi anerkende at vi godt kan være produktive – måske endda endnu mere – selvom vi ikke arbejder alle døgnets timer. At en 30 timers arbejdsuge måske ikke er en så dårlig idé (jeg glæder mig til at det bliver en standard på et tidspunkt).

Når vi er rolige – når vores nervesystem er afbalanceret – er vi også bedre medmennesker. Vi tager os tid til at kigge hinanden i øjnene. Sige hej. Være nærværende. Vi har ikke travlt med at være 500 andre steder på én gang. Vi ved at det er NOK, at være her lige nu. Vi ved også at det hverken er ‘dovent’ eller ‘forkert’ eller ‘ uproduktivt’ at tage sig til at slappe af, have det sjovt og bare være. Måske bliver det vores MEST produktive tid, fordi det er her idéerne kan lande. Ikke at det skal være formålet med ‘down-tid’ men fordi idéer kun kan lande, når vi er åbne og modtagelige overfor dem. Det er vi ikke, når vi er travle og stressede. Så bliver vi snæversynet (helt bogstaveligt) og kan kun se lige frem. Vi kan ikke se det store billede.

For at se (og stole på) det store billede skal vi NED i gear.

 

Tips til at aktivere parasympaticus (selv i en travl hverdag):

  • et varmt bad
  • gå tur uden mobil (i hvert fald uden musik/podcast/samtale)
  • lavendelolie
  • tøj der føles behageligt og holder dig varm evt. sidde med et tæppe over
  • en varm kom te/kakao
  • læse en god (fiktions)bog
  • være sammen med mennesker hvor du kan være dig selv
  • lytte til rolig musik
  • yoga eller andre rolige motionsformer
  • meditation
  • del gerne dit tip i kommentarfeltet

 

Lidt om nervesystemet (til dig der er nysgerrig eller ikke forstod forskellen på de to):

Nervesystemet er stort og kompleks og total lækkert og spændende. Det er det, der gør, at vi kan gøre alle de fantastiske ting som vi kan fx at jeg sidder og skriver de her ord til dig lige nu.

Inden for det autonome nervesystem (dvs. den del af nervesystem vi ikke kan styre med vores vilje) findes der to systemet – sympaticus og parasympaticus.

Sympaticus er det, der bliver aktiveret når arousal (opmærksomhed/vågenhed) skal op. Det er også det, der bliver aktiveret, når vi oplever fight-or-flight-tilstanden, som går igang når vi føler os truede (fysisk eller mentalt/psykisk). Selv bekymringer kan sætte gang i reaktionen. Sympaticus sørger for at vi kan handle hurtigt og korrekt, når vi er i fare. Det var MEGA smart dengang vi boede på savannen og der lige pludselig var en løve, der tænkt ‘NAM!’ da den så os. Så uden at tænkte, handlede vi bare – kæmp eller flygt. Reaktionen ‘gik uden om’ vores logiske ræsonnering – som tager lidt ekstra tid – for at spare tid og handle hurtigt for vores overlevelse. Det er jo mega smart. Også smart når du er ved at gå over vejen og den lastbil, du ikke har set, kommer med 100 km/t. Så bliver sympaticus også aktiveret, og du når (forhåbentligt) at undgå lastbilen. Og så skal det lige siges at det også er det, der aktiveres når du dyrker sport med høj intensitet og bliver spændt (eller nervøs) når du skal til eksamen.

Parasympaticus er ‘det modsatte’ af sympaticus. Det er bremsen til vores speeder (sympaticus). Det aktiveres når vi føler os sikre og trygge. Når vi har det rart. Når vores behov er opfyldt. Når vi har det varmt og trygt, ligesom når det lille barn søger mors eller fars varme favn. Det er det system, der gør, at vi kan falde til ro om aftenen og få en god nats søvn. Det er det, der gør at vi kan lytte til os selv (hjertet, intuitionen, Gud, universet, hvad end du kalder det) og træffer de rigtige beslutninger. Det er det, der gør, at vi kan være tilstede og ikke bekymre os om fremtiden (eller fortiden).

Vi har brug for begge systemer. Og hvis vi er for meget i den ene, sker der en ubalance. Derfor har brug for at afbalanceret systemerne, så vi har adgang til begge, når vi har brug for dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *