Jeg ved ikke en skid. Eller jo det gør jeg. Og mit ego vil rigtig gerne have mig til at tro, at jeg kender sandheden til ALT. Til mig selv, til andre, om verden..

Den anden dag tog jeg mig selv i at sige til min mor: “ej, ved du hvad, jeg ved sgu da ikke hvad der er bedst for hende.. Det gør hun selv. Og vi skal stoppe med at gå og sige og tro, at vi ved, hvad der er bedst for andre.”

Måske kender du det selv? At ‘falde i fælden’ om ‘hvis hun nu bare gjorde sådan her ville hun få det meget bedre’ eller ‘hun kan da ikke være så glad, hun går sikkert og benægter hvordan hun har det.. Der kommer en reaktion senere, det er helt sikkert!’ Det der når vi gør os ‘kloge’ på andres vegne.. hvorfor?

Jeg gør det også selv. Forhåbentlig bliver jeg mere og mere opmærksom på det – for jeg ved seriøst ikke, hvad der er bedst for andre. Jeg kan gætte – og med min datter bliver jeg også nødt til at gætte en gang imellem og træffe et valg på hendes vegne. Men dybest set ved jeg ikke, hvad der er bedst for hende. For når jeg siger: ‘det her er det bedste valgt lige nu’ trækker jeg på MINE tidligere erfaringer, MIN viden, MIN forståelse af verden. Ikke på min datters.

Og derfor er det SÅ farligt, når vi ryger i ‘I know it allllllll’-fælden. For vi ved ikke en skid. Du ved ikke om du er her imorgen. Du ved ikke om du elsker dit arbejde, din mand, din yndlingshobby om 3 år.

Og det er seriøst ikke for at være nederen, jeg siger det her. Eller skriver det her. Det er faktisk total opmuntrende. Synes jeg. For når vi erkender at vi ikke ved noget, kan vi være ligesom børn – beginner’s mind. Vi kan møde verden, os selv og andre som om vi mødte dem/os/verden for første gang. Vi kan blive total forundret over hvor SMUK en sommerfugl er. Hvor fantastisk det er, når vores mand griner højt og sender os bøllesmilet. Vi kan blive helt ‘fuck, hvor smager min kaffe GODT’ når vi smager den på ny igen (selvom vi har drukket den hver morgen i 2 år). Vi kan lære vores medmennesker at kende igen og igen og igen og blive forundret over, at vi selv efter maaange år, kan lære noget nyt om dem. Hvor spændende hvert enkelt menneske faktisk er.

Tanken om at jeg egentlig ikke ved en skid kom af bogen ‘Your Holiness’ af Debbie Ford, som skrev bogen før hun døde, men den blev udgivet efter hendes død.. den handler om poweren i at bede til Gud/Universet/ånden/hvad-end-du-tror-på og overgive sig til den større knowing. At det er vores ego der så gerne (og stædigt) holder fast i at vi VED, hvordan verden ser ud, hvad der er det optimale (for alle) og hvordan livet BURDE udfolde sig. Men vores holiness (vores højeste jeg) ved, at vi er nødt til at give slip på alle disse ‘sandheder’ for at være med livet. For at være i livet. For at nyde livet. For at være her, lige nu.

For det er når vi giver slip, at vi er total tilstede. Det er her vi ingen forventninger har til os selv, hinanden eller hvad der kommer til at ske. Vi ER her.

Og den – bogen – fik mig til at tænke over, hvor meget vi holder fast. Især på de historier der ikke gavner os. Og vi bruger dem igen og igen som erfaring og referrenceramme, når vi står overfor en ny udfordring (eller andre står overfor en udfordring, der minder om en situation vi engang var i) – og at det kan være en total hæmsko. Hvorfor? Så bruger hjernen den samme motorvej som den altid har gjort – uanset om den virker, er opløftende, støttende eller gavnende – fordi det er, hvad du er vant til.

Det er også det der sker, når vi får lyst til at give ‘et godt råd’. Vi sætter ord på vores motorvej – og glemmer at den måske ikke er så hensigtmæssig alligevel. Og i hvert fald glemmer vi at vores ‘gode råd’ er en cocktail mikset af VORES erfaringer, viden, oplevelser, gener osv. som er TOTAL unik og forskellig fra alle andre.

Der er intet galt i gode råd (slet ikke hvis din veninde/ven/kæreste spørger efter dem!) eller at følge motorvejen – det er sådan vores hjernen er indrettet, og vores hjerne ER ret fantastisk. Det må vi sgu ikke glemme! Og og og der ER en anden måde at gøre tingene på. Du kan endda skabe nye motorveje – motorveje  der hedder ‘jeg ved ikke præcis hvad jeg skal gøre, men jeg overgive udfordringen/problemet til noget større og er åben overfor de tegn, jeg får’. Allerede der skaber du en ny motorvej.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *