er vandet gået?

det hele starter den 30. juli. 5 dage efter termin. jeg er lidt utålmodig. alex og jeg nyder det gode vejr og hinanden (så kan i selv regne ud, hvad det betyder 😉 ).

jeg går i seng kl. 21 som altid og lige pludselig vågner jeg op og det er vådt. min bækkenbund er ikke så svag, at jeg tisser i bukserne, så jeg ved at det er vandet eller slimproppen, der er gået. men der sker ikke mere. aya begynder at hikke, og vi synes hendes “placering” af hikken har ændret sig – der hvor man mærker hikken tydeligst, er som regel der hvor hovedet er. vi tænker “FUCK!” for det virker som om, hun har vendt sig!!! åh gud, jeg skal fandme ikke have en sædefødsel, så må det blive kejsersnit.

vi skal heldigvis til jordemoderen om morgenen, så der tjekker hun, om hun stadig ligger rigtigt eller har vendt sig. vi får ikke rigtig sovet, fordi vi begge er bekymrede for, om hun har vendt sig i sidste øjeblik.

 

“vi sender dig en masse vestøv!”

jeg ringer til min farfar og spørger, om han ikke vil køre os til jordemoderen (gentofte hospital). vi har ellers altid cyklet til herlev og gentofte hospital, men aya sidder så langt nede i bækkenet, at jeg ikke kan cykle. hun trykker virkelig, og jeg skal heeeele tiden tisse.

min farfar henter os og vi kommer hen til gentofte hospital. vi kommer relativt hurtigt ind, og der sidder en sød (ny) jordemoder – vi fik en ny ved hver eneste konsultation – og en af hendes kollegaer, der lige er kommet tilbage fra barsel.

“er det ok, at jeg er med? jeg skal lige ind i det hele igen,”siger hun.

“ja, selvfølgelig!”siger både alex og mig.

vi fortæller, at vi er sygt bange for, at hun har vendt sig. snakker lidt om det praktiske ved en hjemmefødsel – hvornår vi skal ringe ind. og så lægger de en plan for igangsættelse, hvis jeg går fem dage mere over tid. hele min mavefornemmelse siger NEJ TAK, men jeg tager planen og lægger ned i min taske.

“nå, lad os undersøge dig. hvis du lige hopper op på briksen..”

jeg smider trusserne (sexet, i know) og hopper op på briksen.

“du har 0,5 cm livmoderhals tilbage og er ca. 1-2 cm åben. skal jeg lave en hindeløsning?”

jeg var lidt (ok, meget) utålmodig på at møde aya, så jeg takkede ja. det gjorde ikke ondt eller var ubehageligt, men jeg begyndte at storsvede. de vurderer hende til 3200 gram og hun ligger med hovedet nedad! og det sidder godt fast – så godt at hun ikke kan vende sig, forsikrer de mig.

“så sender vi en masse vestøv og håber på en fødsel snart!”siger de, da vi går ud ad døren. de var seriøst de sødeste jordemødre – glade, nærværende og kærlige.

jeg smutter på toilettet og kan se, at jeg bløder. ret meget faktisk. så jeg smutter ud og banker på døren: “øøøhm, må jeg lige spørge om noget? er det normalt at bløde? sådan ret meget?”

jordemoder siger: “må jeg se?”og jeg må indrømme, at jeg har tørret mig, så jeg kan kun beskrive det. “så længe det bare svarer til en menstruation, er det helt normalt. held og lykke.”

jeg er sikker på, at de forudser, hvad der sker nogle timer senere..

 

“d. 1/8-18 lyder da meget godt, ikke?”

min farfar kører os hjem til dem og vi får noget frokost. det begynder at nive i min lænd og jeg er sygt træt, fordi vi jo ikke rigtig sov om natten. min farmor havde skrevet til mig nogle dage tidligere “d. 1/8-18 lyder da meget godt, ikke?”begge mine bedsteforældre er uddannet læger og min farmor har været med til maaange fødsler, så hun siger til min farfar: “lad os lige vente med at tage i sommerhus før i morgen eftermiddag.. måske sker der noget.”

jeg siger til min farfar, at jeg gerne vil hjem, og han kører os hjem. jeg lægger mig i sengen og sover lidt. lige pludselig vågner jeg ved at det niver lidt mere og mere regelmæssigt. i starten kan jeg mediterer mig igennem det liggende, men lige pludselig skal jeg op og bevæge mig, hver gang der kommer en ve.

alex står i køkkenet og laver mad, og jeg siger ikke noget til ham. jeg skal tisse og går ud på toilettet. av, for satan. jeg må rejse mig op og bevæge mine hofter i 8-taller og læne mig ind over håndvasken for at holde det ud. der er måske 6-10 minutter mellem hver ve, og jeg kan snakke og grine med alex imellem hver ve.

maden er færdig og han kommer ind i stuen og vi sætter blacklist på. jeg prøver at spise lidt – sidder på en gymnastik bold – men hver gang der kommer en ve, skal jeg op og læne mig op ad spisebordet. jeg timer veerne. shit, nu er der mellem 3-5 minutter imellem dem. er det ikke nu, man skal ringe?!

vi bliver enige om, at det i hvert fald ikke kan skade, så alex ringer til fødegangen. de siger det ikke, men jeg tror de har møgtravlt. vi kan komme ind og blive tjekket hvor langt jeg er i fødslen, men de tilbyder ikke at komme ud til os, selvom de ved, at jeg ønsker hjemmefødsel.

 

når du har sagt a… ja, så må du gerne ændre mening!

jeg skal fandme ikke føde hjemme. det kan jeg ikke. jeg kan ikke holde tanken ud at skulle være i så store smerter herhjemme (godt jeg ikke vidste hvor ondt det ville gøre noget timer senere, haha!) lige pludselig ændrer jeg mening. hospitalstasken bliver færdigpakket. vi ringer til min farfar: “øh, vi tror det er nu. vil du køre os på hospitalet?”

han kommer og kører os mod herlev. først troede han at det var gentofte, fordi vi var der tidligere, men HELDIGVIS får vi mindet ham om, at fødslen kun kan foregå på herlev. haha, tænk hvis vi var taget på gentofte. køreturen går fint, men hallo, det er ikke sjovt at sidde i en bil og have veer.

vi finder fødegangen på herlev (ikke nemt) og “tjekker ind” – der går dog 1,5 time, før der kommer en jordemoder, der har tid. jeg har ingen livmoderhals tilbage og er 2-3 cm åben. hun kan dog mærke, at aya står MEGET langt nede, så det vil nok gå hurtigt.

“jeg kan se, du har ønsket hjemmefødsel.. vil du hjem eller vil i blive her?”

“skat, jeg vil blive her. jeg vil ikke ud og køre igen,”siger jeg til alex.

alex smutter ud til min farfar og fortæller at vi bliver. det var mine bedsteforældre meget glade – generelt var de fleste ikke så store fans af, at jeg ønskede at føde hjemme.

 

prøv du at holde på en klyx i 5 minutter, når du har veer..

vi får en stue, og jeg har en klyx (google it, hvis du ikke ved hvad det er 😉 ) “hvor længe skal jeg holde på den?”spørger jeg sosu’en.“minimum 5 minutter…”siger hun. 5 minutter?! er du da sindssyg? jeg bliver ved med at spørge alex, hvornår der er gået 5 minutter, og da han siger “nu” styrker jeg ud på toilettet og giver slip. det sætter gang i veerne, og jeg skal flere gange på toilettet, hvor der både kommer blod og vand ud. veerne tager virkelig til – både i styrke og kommer oftere, og hver eneste gang der kommer ind – op og dans, luk øjnene og træk vejret.

selvom det gør pisse hamrende ondt, føler jeg, at jeg kan håndtere smerten.

inden sosu’en går siger hun “HUSK at ringe på klokken, hvis du føler du skal presse! og husk at du ikke må presse før du bliver tjekket..”

 

“SKAT, JEG FØLER JEG SKAL PRESSE!”

siger jeg til alex. han ringer på klokken. sosu’en kommer og får hurtigt fat i en jordemoder. sandra hedder hun. mega sød. siger hej til alex:“jeg tror lige, jeg venter med at sige hej til din kone, hun ser lidt presset ud.. ej, hvor sjovt, du hedder alexander, jeg hedder sandra!”sandra har en let og kærlig energi, der passer så godt til mig.

hun viser mig, hvordan jeg skal trække vejret for ikke at presse. det hjælper og hun roser mig. alex har rost mig hele vejen igennem og lavet “counter-tryk” på mine hofter for at tage nogle af smerterne fra veerne. han er verdens bedste støtte. tak skat.

sandra tjekker mig, og det gør møgondt, fordi jeg SKAL ligge ind. “jeg ved godt, det gør ondt.. du er 10 cm åben, men har stadig noget kant, så du må virkelig ikke presse. brug vejrtrækningen. vi går hen på fødegangen nu.”

vi går hen på fødegangen (heldigvis max 10 meter) og jeg smider tøjet, så jeg kun har bh på. sandra gør stuen klar og tjekker mig igen.“nu må du presse – men kun hvis du virkelig mener det! du må ikke gøre det halvt!”

 

hvordan FANDEN presser man?

jaja, selvfølgelig er jeg klar!

jeg presser på livet løs hver gang der kommer en ve i ALLE stillinger – liggende på siden, på alle fire, i squat, på ryggen, stående.. sandra fortæller mig, hvor sej jeg er, fordi jeg er med på det hele.

jeg havde SVÆRGET, at jeg ikke skulle føde på ryggen, men det er der, jeg har mest flow. så det er det, vi gør. let’s go!

der sker ikke så meget, fordi jeg presser med hovedet. alex fortæller (senere), at jeg bliver helt blå i hovedet og får blå læber. aya får elektroder på hendes hoved, og hendes puls falder også, fordi jeg presser så ineffektivt. jeg får ilt, det hjælper. får vist kun vrisset af alex én gang: “giv mig FORHELVEDE den ilt!!!!” så jeg får ilt. i hver vepause. han er så god og sørger for at rose mig, give mig ilten og fortælle mig, at hun er her lige om lidt.

 

når jordemoderen glemmer dit navn, haha!

“pres simone, pres!!!” siger sandra. sosu’en kommer ind. “øhm, det er mig, der hedder simone. hun hedder ida.”

lol. jeg ligger med lukkede øjne det meste af tiden og går fuldstændig ind i mig selv. jeg hører godt hun kalder mig simone, men ved, at hun mener ida. jeg presser bare med. vi griner alle af det, og jeg siger, at det skal hun da ikke tænke på. hun har så meget, hun skal holde øje med #overskudalligevel

sandra bliver bekymret, fordi der ikke sker så meget og får en læge ind. aya skal have taget en blodprøve fra hovedet. den mandlige læge siger hej og fortæller, at jeg bare presser, hvis der kommer en ve. han er skidesød og dygtig. alex siger, at han ved ikke hvad lægen gjorde eller sagde, men dér fanger jeg, hvordan jeg bruger mine mavemuskler til at presse.

 

NU skal hun altså ud!

der er nok gået 1 time nu. pressefasen må MAX varer 1 time (det er vist løgn, har jeg senere fundet ud af…), men aya har det fint. der er mange inde på stuen, fordi der er gået så lang tid. endnu en blodprøve fra ayas hoved. nu kommer der en ny læge ind. en ung kvindelig læge. hun prøver at give mig hånden imens (!!!) jeg får en ve, og jeg har VIRKELIG lyst til at give hende en lussing.

seriøst, gør nu bare det du skal!!! jeg skal fandme ikke give nogen hånden lige nu.

aya har det stadig fint, men hun skal altså ud nu.

lægen kigger på mig og siger: “ida, hvis ikke hun kan komme ud den ene vej, så skal hun altså, du ved, ud den anden vej..”

jeg tænker: “wtf, du er læge, kan du ikke bare sige kejsersnit?! det er jo ikke fordi hun kan komme ud af min mund..”jeg bliver virkelig sur på hende.

hun begynder også at snakke om klip, og jeg tænker FANDME nej, nu skal aya ud.

 

efter 1,5 time hvor jeg har presset og presset

sandra guider mig, og jeg presser og presser, og jeg ved ikke engang om jeg presser under en ve. jeg ved bare at hun skal UD NU. ayas hoved kommer ud og sandra siger: “det er det, man kalder the ring of fire, kan du mærke det?”

hun spørger også, om jeg vil mærke hendes hoved, hvor jeg tager min højre hånd om bag mit ben for at mærke efter, hvorefter sandra minder mig om, at jeg bare kan tage min hånd mellem mine ben, haha. det er lidt nemmere. jeg mærker og sandra fortæller, at aya er ude lige om lidt og om jeg vil tage imod.

“nej, det kan jeg ikke finde ud af!” “jo, du kan,”siger sandra.

jeg presser, aya kommer ud, og jeg tager (åbenbart, jeg kan ikke huske det) selv imod aya. op på mit bryst. hun kigger på mig og alex med store øjne. siger ikke noget. skriger ikke. vi græder og griner. kigger på hinanden. alt står stille. jeg husker ikke så meget andet end lykke.

 

jeg har aldrig følt mig SÅ powerfuld
#powermama

aya har det godt – lige forkvalmet men ellers har hun det godt – og jeg føler mig som jordens SEJESTE kvinde. jeg får åbenbart sagt, at jeg skal fandme aldrig føde igen, men her nogle måneder efter vil jeg sgu gerne. har aldrig følt mig så POWERFULD som der.

alex så DET HELE (vagina and all), og han har aldrig set noget så sexet, siger han. det var det mest fantastiske at se mig presse hans baby ud. så dig der er gravid og bange for, hvad din mand/partner vil sige, hvis han/hun ser det hele.. husk det her. det er jordens mest magiske syn at se livet blive født.

det er det, jeg kan huske fra fødslen. måske tager jeg fejl med nogle af tingene (det gør jeg helt sikkert, haha!) men jeg havde en helt FANTASTISK HOSPITALSFØDSEL, og jeg er så glad for, at jeg turde at skifte mening i sidste øjeblik. også selvom jeg havde sagt fra starten, at jeg fandme ikke skulle føde på hospitalet.

tak til herlev hospital – især jordemoder sandra – for at gøre oplevelsen magisk. og selvfølgelig også alex 😉 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *